I forældre er de vigtigste personer i jeres barns liv, og det er derfor vigtigt, at I engagerer jer i jeres barns verden - i børnehaven. 

Her i børnehaven var der engang et barn der sagde, at vi pædagoger var "børnehaveforældre". Den titel er vi meget stolte af, og sammen skal vi give jeres barn den bedste hverdag i børnehaven

Ved at snakke med hinanden lærer vi hinanden og vores forskellige verdener at kende og får herved en bedre og fælles forståelse for det enkelte barns trivsel og udvikling. Ingen spørgsmål er forkerte og ingen spørgsmål er for små og i enhver god samtale er det i orden at holde pauser, tænke sig om, modsige sig selv, lytte og ændre mening og kræve sig respekteret for den, man er.

Vi vægter fællesskabet i forældregruppen meget højt og arrangerer f.eks. forårsfest, sommerfest og afslutningsfest for skovgruppen, så I forældre har mulighed for at mødes og lære hinanden at kende. Mange bekendtskaber holder ved i mange år fremover - hele vejen op igennem skoletiden. 

Vi holder planlagte samtaler 3 gange i jeres barns børnehaveliv.

Vi er opmærksomme på, at alle børn trives og udvikler sig. Hvis vi eller I bliver usikre på hvordan jeres barn har det, kan vi til enhver tid tale med hinanden. Nogle gange en kort snak i garderoben, andre gange aftaler vi at mødes, så vi kan tale sammen uforstyrret.

Vi har en aktiv forældrebestyrelse, som I har mulighed for at blive en del af (hvis I bliver valgt ind)

 

Publiceret 10-05-2017