Anerkendelsesbegrebet (ifølge F. Hegel tysk filosof  1770 -1831) er lige så gammelt som vores institution – ”før og nu” mødes i vores pædagogiske praksis, da anerkendelsesbegrebet smukt stemmer overens med det nye spædbarnsparadigme.

Anerkendelsesbegrebet bliver i disse år brugt i flæng – og misforstås ofte med ros.
Anerkendelse er en holdning – ros er en handling (hvor den voksne giver værdi ud fra eget perspektiv)
Vi har fundet det vigtigt at ”lande” på en  fælles definition af anerkendelse, hvorudfra vi kan se på vores egen ageren i samspillet med barnet.
Hegel, Schibby og Berit Bae er til stor inspiration for os i forhold til at definere begrebet anerkendelse.
Når vi omsætter deres teorier til praksis, betyder det, at barnet i sit samspil både påvirker og påvirkes af den anden. Vi skaber så at sige hinandens forudsætninger.

Jeg bliver mig sammen med dig

Kvaliteten af barnets forskellige relationer til andre mennesker har betydning for, hvordan dets selvbillede ser ud.
De følelser der dominerer i samspillet er centrale for både den psykiske og kognitive udvikling.
Pædagogen er nød til at spørge sig selv, hvordan hun/han med sin væremåde (samværskultur) påvirker kvaliteten i relationen til barnet.

Al forandring starter hos den voksne –
den voksne er ansvarlig i relationen til barnet


Der er sammenhæng mellem
anerkendende relationserfaringer og læring


Anerkendelse / god samværskultur er tilstede, når voksne har et anerkendende menneskesyn. Det er ikke egenskaber, men snarere kvaliteter i samspillet.


Anerkendelse iflg. Hegel:

  • Respekterer andet menneskes individualitet og fastholder, at ethvert menneske er subjekt for sine egne oplevelser
  • Et menneskes bevidsthed bliver til i samspillet med et andet menneskes bevidsthed… vi er afhængig af andre for at blive os selv
  • Partnerne i en bevægelig relation nødvendigvis må være ligeværdige. Det betyder ikke de er lige, men at begge har lige ret til deres egen oplevelse.

 Schibbye’s dialektiske relationsmodel (Amerikansk psykolog med ph.d. ansat ved Psykologisk institut i Oslo).

  • Grundtanken i dialektisk relationsforståelse er, at den andens anerkendelse er en nødvendig forudsætning for selvbevidsthedsudvikling. 
  • At være anerkendende indebærer, at jeg må ”opfange” den andens bevidsthed og give den tilbage som ”anerkendt af min bevidsthed”.
  • Det centrale i modellen er princippet om ligeværd mellem mennesker, som defineres som en relation mellem to subjekter.
  • Ligeværd er en forudsætning for anerkendelse hvor”Jeg først må anerkende at den anden er et ligeværdigt og afgrænset selv, og dermed anerkende vedkommende, inden den andens anerkendelse af mig kan få værdi”.
  • Anerkendelse er ikke det samme som lighed og enighed, men
       derimod, retten til at være sig selv

Anerkendelse iflg. Berit Bae  (Børneforsker ved Høgskolen i Oslo)

  • Anerkendelse bidrager til kontakt med, og styrkelse af individets forhold til sig selv; at udvikle tillid til at egne oplevelser og tanker er gyldige
  • Gensidig anerkendelse bidrager til ligeværdige relationer, hvor begge parter får mulighed for at træde frem som ligeværdige subjekter. Parterne er i stand til at skifte perspektiv og betydning, at forstå hvordan ting opleves fra den andens synspunkt, uden at miste grebet om sit eget
  • At møde andre med anerkendelse forudsætter villighed til et relationsarbejde, som inkluderer selverkendelsesprocesser
  • Anerkendelse har 4 komponenter:
  1. Forståelse: - Jeg forsøger at stille ind på din frekvens
  2. Bekræftelse: - Jeg giver kraft til din oplevelse
  3. Åbenhed: - Jeg opgiver kontrollen over dig
  4. Afgrænsethed: - Jeg bliver på min egen banehalvdel


Metoder der kan understøtte os i denne bestræbelse er:

Publiceret 24-09-2015